​Ultralydsscanning

​Mens røntgen bruges til at undersøge lidelser relateret til knogler og led, kan ultralydsscanning bruges til at undersøge bl.a. forandringer på knogleoverflader, sener, ligamenter og bløddelsvæv fx lunger og hævelser, som ellers kan være svære at vurdere, hvad de består af. Ved haltheder vurderes det ved en indledende undersøgelse, hvorvidt der skal tages røntgen eller foretages en ultralydsscanning.

Teknikken ved ultralydsscanning er, at der udsendes en række lydbølger fra scanneren, som reflekteres tilbage til transduceren. Vævene reflekterer lydbølgerne forskelligt for eksempel reflekterer væske stort set ingen lydbølger (mindre ekkogent), hvormed det derfor fremstår mørkt på scanningsbilledet. 

​

Bindevæv derimod reflekterer lydbølger i en højere grad og fremstår derfor lysere (mere ekkogent). Dette princip gør det muligt at differentiere de forskellige anatomiske strukturer, men det bruges i høj grad også, når omfanget af en skade vurderes.

​Ved akutte skader ses der typisk blødning i vævet, mens der ved mere kroniske skader ses dannelse af arvæv. Ved scanning af en beskadiget sene vil man derfor kunne se et område med enten mere eller mindre ekkogenicitet sammenlignet med det normale væv. Ved vurdering af en skade bruger man også fibrenes orientering og tværsnitsarealet.

​

Ved at kende omfanget af skaden kan den bedste genoptræning planlægges, samt der kan gives en mere præcis prognose og tidshorisont for, hvornår hesten kan være tilbage i fuld træning igen.